Definitionen af passion:)
Min onkel,Jørgen Paludan, var et unikt menneske, han var original. En af den slags, som ikke rigtig er i produktion mere. Han havde en passion, som var så stærk, at hele hans liv mere eller mindre var indrettet efter det.
Opera og Det Kongelige Teater var hovedindholdet i hans liv. Da han i 1947 år for første gang havde taget turen med sine forældre (Stadsdyrlægen fra Vordingborg og sin mor/min farfar og farmor) til Det kongelige Teater for at se Der Var Engang var han solgt og nåede inden han døde at se estimeret mange tusinde forestillinger på Kongens Nytorv, +300 i Wieneroperaen og et ukendt antal forestillinger i Bayreuth, La Scala, Stasoper i Berlin, etc, etc. Mogens Wieth spillede i øvrigt prinsen og Karin Nellemose prinsessen. Da han 3 måneder senere så den samme forestilling var der sket et generationsskifte og Bodil Kjer var den nye stjerne.
Hans hus inkluderede 2 "dukketeater" sale, den ene i stuen, den anden var en tilbygning til huset lavet og bygget af ham selv til formålet. Begge teatre var tro kopier af Det Kongelige Teater, som han selv havde bygget og forgyldt, med en tro kopi af det klassiske tæppe med englene, etc. Han havde selv lavet kulisser, dukker, lyssætninger m.m. til mange operaer og hans svendestykke var AIDA, som jeg så første gang opført som lille dreng. Stolene i tilbygningen var naturligvis de gamle stole fra Det kongelige Teater inden de blev skiftet i 50erne. Han vidste hvem som havde siddet i flere af stolene...
Han spiste ikke kød, men levede af fjordrejer og grøntsager hele sommer sæsonen, Chatka krabber og dybfrosne rejer i vinterhalvåret. Han brugte dåser og papæskerne som materiale til sine dekorationer og dukker :)
Han var i dagligdagen skolelærer på Munkegaardsskolen i Gentofte og arbejdede om aftenen som bartender på gammel scene 3-4 dage om ugen og viste rundt på teatret flere gange om ugen om eftermiddagen og fortalte alle historierne og ikke mindst røverhistorierne og vandrehistorierne om teatrets stjerner genem tiderne (Poul Reumert, Einer Nørby, Flemming Flindt, Johanne Louise Heiberg, og mange flere) til et måbende publikum enten på dansk, engelsk eller tysk. Han vidste ALT om det teater, hvad der var spillet de sidste 50 år eller mere, hvem der havde været kunstneriske chefer og instruktører, hvem som havde spillet i kapellet, hvad der hængte på væggene og hvorfor....og jeg kunne blive ved. Han var et omvandrende leksikon og hvis nogen spurgte ham om hvor han havde alt den viden fra sagde han blot "I kan bare læse på jeres ting..."
Om sommeren sad man ofte på hans terrasse og hørte opera og man blev altid hørt i stoffet. Han vidste hvor alle "host" var på de gamle indspilninger, der blev spillet højt, meget højt og man sang med. En af naboerne delte absolut ikke samme interesse som min onkel, den anden gjorde og accepterede stemningen ved siden af. Når min onkel slog græs eller passede sin store egenproduktion af grøntsager sang han altid "hold-hold-hold så din feede kæft" over kendte eller ukendte operaarier. Jeg går ud fra at det var for at drille naboen, men er ikke helt sikker. :)
Når man kom forbi spillede han enten på en af hans mange trompeter, han var en absolut habil trum-peter eller også lavede han dekorationer, læste operabøger og der var altid et strygebræt/jern i gang til oppustning af smokingen og stivning af skjorterne...Første gang min kone skulle med over til min specielle onkel, som hun havde hørt så meget om skuffede han ikke. Hoveddøren var åben og han stod i stuen, hørte selvfølgelig knaldhøj opera og ikke den lette af slagsen, men Boris Gudonov og strøg sit undertøj, ikke den mest moderne af slagsen skulle jeg hilse og sige..fantastisk syn!
Han var helt igennem fantastisk, en unik person, vellidt overalt. Han havde ikke lyst til at blive gift og få børn, men havde flere længervarende forhold og var på ingen måde ensom, langt fra. I en relativ ung alder var han i bla 60-70erne kæreste med en af det årtis store operasangerinder, Karen Heerup...og der var mange andre, men de skulle dele hans store passion. De var som skabt for hinanden. Jeg glemmer aldrig den stemning og magi, som var i luften når musikken og teatret blev diskuteret. De citerede passager fra skuespillet og drøftede hvilke operaer, arier og overturer som var de mest sublime. Mageløst.
Når jeg havde været på en af mine mange udlandsrejser spurgte han ikke hvad jeg havde lavet, men hvad de spillede på operaen og det var konsekvent!
Jeg tror på passionen og originalerne. Fornemmer, der bliver færre af dem. Verden har brug for dem, som bla. ambasadører for kunsten og til at minde os om, at åndelig føde er vigtigere end materiel føde.
Nu sidder jeg i Det Kongelige Teaters bestyrelse og når jeg som jeg naturligvis ofte gør ser en forestilling tænker jeg på min onkel med et stort smil på læben...Hans totale dedikering til teatret giver mig et ultra incitament til bestyrelsesarbejdet og til at se forestillingerne.
