Fra content is king til consumer is king!

Af Jens-Otto Paludan

adm dir web bureauet Signal Digital A/S

Tidligere adm dir Universal Music og formand for IFPI/Gramex

Når man har tilbragt så mange år i pladebranchen som jeg og lige pludselig befinder sig i et digitalt miljø på et web bureau, hvor sympatien mildest talt er større for de svenske webkrigere fra The Pirate Bay end for pladeproducenterne eller for den sags skyld filmproducenterne, kan man ofte få en meget interessant snak over frokostbordet omkring distribution af musik. 

Forleden dag var særlig, fordi The Pirate Bay tabte den store svenske piratsag og bølgerne gik højt den dag, meget højt!

Jeg har naturligvis altid vist at der er en stor kløft imellem "The Digital Natives" og den etablerede pladebranche med IFPI som ordførende i debatten. Man kan bare kalde Jesper Bay´s meget interessante blog på Jyllands Posten, så får man syn for sagen. Men at kløften er SÅ stor kommer sikkert bag på selv de mest garvede musikkøbmænd. De kan ganske enkelt ikke forstå, at piraterne ikke forstår at musik ikke laver sig selv og piraterne kan ganske enkelt ikke forstå at de "onde, uduelige og grådige" pladeproducenter ikke kan forstå at der ikke skal være nogle som helst begrænsninger på hvordan information og data udveksles på internettet.

Der står parterne så og set fra sidelinien er det mildest talt ikke konstruktivt, det flytter sig ikke ligefrem imod en løsning. Tværtimod bliver kløften større og større og det er efter min opfattelse meget problematisk for både købmændene, artisterne og ikke mindst brugerne. 

Der findes naturligvis ikke nogen løsning eller mirakelkur som på kort sigt løser problemerne, men hvis ikke parterne i sagen ændrer adfærd og prøver at forstå hvad baggrunden er for de meget stærke holdninger på begge sider, så ligger løsningen ikke lige for skulle jeg hilse og sige.

Begge parter har uret!

Selvfølgelig kan man ikke skabe kunst hvis ikke der er nogen som vil betale for det og selvfølgelig kan man ikke fange alle pirater i verden og kalde dem kriminelle, når de overhovedet ikke har den selvopfattelse. Det kan man selvfølgelig godt, men det løser ikke noget og der bliver ikke etableret nogen ny model på en sådan byggegrund.

Alle kan se, at der er brug for nytænkning. Og det indebærer ligesom i krig, at man starter fredsforhandlinger, ser på sagen med nye øjne, anerkender nye vinkler, prøver at forstå hvorfor parterne gør som de nu gør. Det er forudsætningen for at komme videre. 

Jeg er overbevist om, at langt de fleste pirater kan omvendes hvis tilbudet er godt. Selvfølgelig vil der altid være nogle, som er indifferent overfor rimeligheder og som bare vil rage til sig uanset hvad, men det vil jo ikke være "cool" i et fremtidigt mere frugtbart samarbejde imellem udbyder og bruger og derfor vil det ikke fylde ret meget.

Så hvis en repræsentant fra IFPI og The Pirate Bay skulle have lyst er jeg gerne vært for en "fredsforhandling", hvor begge parter forpligter sig til ikke bare at lire partipolitik af, men rent faktisk går lidt mere openminded til værks. Jeg skal naturligvis sørge for, at begivenheden vil blive webcastet og dermed gjort digitalt tilgængelig for dem som brænder for denne sag og er ulykkelig over der ikke findes løsninger. Så må i selv afgøre hvem som skal have rettighederne -:)

I gamle dage sagde man content is king, i dag siger man consumer is king...

Definitionen af passion:)

Min onkel,Jørgen Paludan, var et unikt menneske, han var original. En af den slags, som ikke rigtig er i produktion mere. Han havde en passion, som var så stærk, at hele hans liv mere eller mindre var indrettet efter det. 

Opera og Det Kongelige Teater var hovedindholdet i hans liv. Da han i 1947 år for første gang havde taget turen med sine forældre (Stadsdyrlægen fra Vordingborg og sin mor/min farfar og farmor) til Det kongelige Teater for at se Der Var Engang var han solgt og nåede inden han døde at se estimeret mange tusinde forestillinger på Kongens Nytorv, +300 i Wieneroperaen og et ukendt antal forestillinger i Bayreuth, La Scala, Stasoper i Berlin, etc, etc. Mogens Wieth spillede i øvrigt prinsen og Karin Nellemose prinsessen. Da han 3 måneder senere så den samme forestilling var der sket et generationsskifte og Bodil Kjer var den nye stjerne.

Hans hus inkluderede 2 "dukketeater" sale, den ene i stuen, den anden var en tilbygning til huset lavet og bygget af ham selv til formålet. Begge teatre var tro kopier af Det Kongelige Teater, som han selv havde bygget og forgyldt, med en tro kopi af det klassiske tæppe med englene, etc. Han havde selv lavet kulisser, dukker, lyssætninger m.m. til mange operaer og hans svendestykke var AIDA, som jeg så første gang opført som lille dreng. Stolene i tilbygningen var naturligvis de gamle stole fra Det kongelige Teater inden de blev skiftet i 50erne. Han vidste hvem som havde siddet i flere af stolene...

Han spiste ikke kød, men levede af fjordrejer og grøntsager hele sommer sæsonen, Chatka krabber og dybfrosne rejer i vinterhalvåret. Han brugte dåser og papæskerne som materiale til sine dekorationer og dukker :)

Han var i dagligdagen skolelærer på Munkegaardsskolen i Gentofte og arbejdede om aftenen som bartender på gammel scene 3-4 dage om ugen og viste rundt på teatret flere gange om ugen om eftermiddagen og fortalte alle historierne og ikke mindst røverhistorierne og vandrehistorierne om teatrets stjerner genem tiderne (Poul Reumert, Einer Nørby, Flemming Flindt, Johanne Louise Heiberg, og mange flere) til et måbende publikum enten på dansk, engelsk eller tysk. Han vidste ALT om det teater, hvad der var spillet de sidste 50 år eller mere, hvem der havde været kunstneriske chefer og instruktører, hvem som havde spillet i kapellet, hvad der hængte på væggene og hvorfor....og jeg kunne blive ved. Han var et omvandrende leksikon og hvis nogen spurgte ham om hvor han havde alt den viden fra sagde han blot "I kan bare læse på jeres ting..."

Om sommeren sad man ofte på hans terrasse og hørte opera og man blev altid hørt i stoffet. Han vidste hvor alle "host" var på de gamle indspilninger, der blev spillet højt, meget højt og man sang med. En af naboerne delte absolut ikke samme interesse som min onkel, den anden gjorde og accepterede stemningen ved siden af. Når min onkel slog græs eller passede sin store egenproduktion af grøntsager sang han altid "hold-hold-hold så din feede kæft" over kendte eller ukendte operaarier. Jeg går ud fra at det var for at drille naboen, men er ikke helt sikker. :)

Når man kom forbi spillede han enten på en af hans mange trompeter, han var en absolut habil trum-peter eller også lavede han dekorationer, læste operabøger og der var altid et strygebræt/jern i gang til oppustning af smokingen og stivning af skjorterne...Første gang min kone skulle med over til min specielle onkel, som hun havde hørt så meget om skuffede han ikke. Hoveddøren var åben og han stod i stuen, hørte selvfølgelig knaldhøj opera og ikke den lette af slagsen, men Boris Gudonov og strøg sit undertøj, ikke den mest moderne af slagsen skulle jeg hilse og sige..fantastisk syn!

Han var helt igennem fantastisk, en unik person, vellidt overalt. Han havde ikke lyst til at blive gift og få børn, men havde flere længervarende forhold og var på ingen måde ensom, langt fra. I en relativ ung alder var han i bla 60-70erne kæreste med en af det årtis store operasangerinder, Karen Heerup...og der var mange andre, men de skulle dele hans store passion. De var som skabt for hinanden. Jeg glemmer aldrig den stemning og magi, som var i luften når musikken og teatret blev diskuteret. De citerede passager fra skuespillet og drøftede hvilke operaer, arier og overturer som var de mest sublime. Mageløst.

Når jeg havde været på en af mine mange udlandsrejser spurgte han ikke hvad jeg havde lavet, men hvad de spillede på operaen og det var konsekvent!

Jeg tror på passionen og originalerne. Fornemmer, der bliver færre af dem. Verden har brug for dem, som bla. ambasadører for kunsten og til at minde os om, at åndelig føde er vigtigere end materiel føde.

Nu sidder jeg i Det Kongelige Teaters bestyrelse og når jeg som jeg naturligvis ofte gør ser en forestilling tænker jeg på min onkel med et stort smil på læben...Hans totale dedikering til teatret giver mig et ultra incitament til bestyrelsesarbejdet og til at se forestillingerne.

 

Jens-Otto Paludan 3.0

Det er præcist 1 år siden, at beslutningen blev truffet! Jeg skulle videre, lave noget andet, væk fra Corporate "bullshit" og finde inspirationen igen! Aktiekursen på glæden ved at være Managing Director for Universal Music var styrtdyrket igennem de seneste år.

Jeg startede i 1994 som direktør for MCA Music Entertainment, som senere ændrede navn til Universal Music.Jeg skulle starte firmaet op fra "zero" efter man havde besluttet at sige licensaftalen op med BMG-Ariola, som man dog fortsat havde en worldvide aftale med fsva salg,royalty/copyright accounting og distribution. MCA tiden var fantastisk! Jeg elsker musik og nu fik jeg penge for at promovere store stjerner i Danmark og finde nye danske navne, det var som i en drøm. Det var inspirerende, ingen hæmninger, nogle gange en anelse naivt, men det var et fabelagtigt hold.

Aqua er det 2. band som signes og går som bekendt igennem lydmuren. Første gang det gik op for mig, at vi måske havde noget som kunne blive stort var da de deltog i DMA i 1996 som gæster. De havde et singlehit med "Roses Are Red", men da de lavede fotos i forhallen med de andre bands fremstod de efter min mening som de største stjerner af dem alle. Resten er historie og tiden med Aqua blev selvfølgelig en meget stor del af min tilværelse, det var jo fantastisk og spækket med uforglemmelige oplevelser og det lærte mig at begå sig i en international koncern og at lede en kreativ virksomhed.

I 1999 køber Universal Music verdens største pladeselskab, PolyGram, og det er rigtigt godt set af den amerikanske koncenrledelse. De første tegn på krise har meldt sin ankomst, ingen havde dog på det tidspunkt i sin vildeste fantasi regnet med at det senere skulle gå rigtigt galt. Konsolideringen af branchen var kickstartet og den er langt fra færdig endnu.

Branchen peakede i omsætning i denne periode og så på overfladen ud som om den havde det godt. Det havde den bare ikke! Det var en "Westernkulisse", branchen TV-annoncerede sig selv ihjel og der blev ikke tjent nogle penge, det var i sandhed en stor selvhenter!

Den næste udfordring skulle vise sig at blive meget værre! Og den har halveret den globale omsætning for musik og bunden er nok ikke nået endnu! Fildelingen har medført, at der aldrig har været konsumeret så meget musik, som tilfældet er lige nu,men branchen har endnu ikke formået at kapitalisere på dette forbrug, fordi fildelere sjældent betaler for deres forbrug. Jeg skal ikke komme nærmere ind på her hvad der er ret og rimeligt i denne sag, men een ting er sikkert: Musikbranchen har ikke endnu formået at komme i afgørende dialog med forbrugerne=kunderne. Mit bud er imidlertid, at branchen vil gå meget lysere tider i møde og løsningen er subscription-aftaler med bla. de store tele- og eller håndsætudbydere, f.eks TDC/Play og Nokia. Også de sociale netværk på nettet har brug for mere og mere indhold, senest har MySpace meldt ud, at de nu vil distribuere musikindhold. Jeg tror eventyret ender godt!!

Det var i brændpunktet af ovennævnte "verden" jeg befandt mig for 12 måneder siden og det må erkendes, at det tager et stykke tid at konvertere sig selv til version 3.0. For mit vedkommende indebar det, at jeg igennem længere tid koncentrerede min tankegang primært omkring et nyt selskab indenfor underholdningsbranchen. Jeg var klar over, at nu skulle jeg prøve at være selvstændig, på trods af, at der også dukkede et par meget attraktive jobtilbud op.Jeg kunne bestemt godt have fortsat indenfor underholdningsbranchen, men nu blev det noget andet. Men blev det nu også det? Der vil komme meget store strukturændringer i denne branche gennem de næste år og branchen, som vi kendte den vil være ukendelig om ganske få år! Nye ejere af indhold, uanset om det er musik, film, spil eller lignende vil poppe op, enten via opkøb og/eller ganske enkelt gennem innovation. Kunstnere vil efter min mening søge nye typer partnere og især gerne være sammen med dem, som både har viden om den gamle verden og den nye digitale verden.Og mon ikke, at jeg lige pludselig befinder mig i underholdningsbranchen igen, nu blot i en opdateret rolle via min nye rolle i Signal Digital A/S. Det fornemer jeg!

1.0 versionen var min tid i magasinpressen, hvor jeg først var Marketingchef for Vi Unge og senere på Musikbladet MIX. Det var en formidabel indgangsvinkel til viden omkring media og sidegevinsten var en stor indsigt i målgrupper og annoncørers kommunikation med deres potentielle kunder. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at meget sket siden da, men media er nu engang media, uanset om de publiceres på papir eller digitalt. Min grundviden om media kombineret med min musikpassion OG viden var udslagsgivende for, at jeg i sin tid blev tilbudt stillingen på Universal Music. Den samme viden kombineret med mine erfaringer fra netop dette job er udslagsgivende for, at jeg finder det optimalt at tiltræde som adm dir for og medejer af Signal Digital A/S og konvertere til 3.0 og dermed arbejdet med media og kommunikation igen. Jeg fornemmer ikke, at viden omkring kunstnerisk indhold og rettigheder er nogen bagdel!

Min energi bruges nu i Signal Digital A/S, som er et af de ældste web-bureauer i Danmark. Det blev stiftet i 1993 af Ronnie Rocket og producerede således nogle af de første hjemmesider i Danmark. Selskabet er nu ejet af undertegnede, Ronnie Rocket og Peter Aalbæk. Vi har brugt hele sommeren på forretningsudvikling og har rigtigt mange nye forretningsideer, som ganske givet vil indebære, at vi i løbet af de næste par år kommer til at se flere nye startups fra vores side! Lige nu er fokus 100% på web-bureauet, som skal hjælpe virksomheder,organisationer, foreninger, m.m. at begå sig i den relativt nye web 2.0 verden. Mange virksomheder bruger lige nu mange interne ressourcer på at identificere hvordan de skal agere på nettet. Gamle websites skal opdateres med forbedret brugervenlighed og design. Og det er her Signal Digital A/S kommer ind i billedet!

Jeg har noteret mig, at ufatteligt mange unge talenter er tiltrukket af den digitale verden og mon Poul Bruun(Stifter af legendariske Medley Records,signede og producerede alle Gasolin albums,m.m.) havde valgt at bruge sin kreativitet og ultra forståelse for hvornår musik for alvor gør en forskel for mennesker og derved kan sælges havde valgt pladebranchen, som sit professionelle omdrejningspunkt, da han kom ind med 5 toget fra Thisted? Og havde hans senere partner, Michael Ritto (Medstifter af medley og nuværende adm dir for Nordisk Film, også valgt pladebranchen, hvis den digitale branche havde eksisteret dengang? Vi kan af gode grunde ikke vide det!

Men den kreativitet og det miljø, som de måske var tiltrukket af dengang florerer i vid udstrækning i den digitale branche lige netop nu og det er det, som drager mig! Det er nemlig et miljø og en verden af mennesker, som ønsker at gøre tingene på en ny måde. Det er en branche, som kun er 4000 dage gammel og dermed er "forfatningen" ikke skrevet færdig endnu, man har indflydelse, hvis man er dygtig nok krydret med lidt held på toppen. De unge talenter befinder sig her, fordi de ved, at det er her der kan flyttes noget..De rigtige ideer kan gå hele vejen, hvis de er sublime og managed godt nok. Det er her hvor marketeers møder kreative og det er her ideer kan konverteres til salg,markedsandele og overskud.

Jeg er topmotiveret til at gøre hvad jeg kan for, at Signal Digital A/S bliver en endnu mere solid samarbejdspartner for de virksomheder, organisationer eller lignende, som ønsker at tage digital kommunikation med deres målgruppe rigtigt alvorligt. Og det er mit håb, at nutidens Poul Bruun kommer ind på netop mit kontor og erklærer, her vil jeg arbejde! Fordi jeg vil gerne arbejde på verdens bedste, sjoveste og mest cool arbejdsplads!